Sommerhilsen til 372 andelshavere i Sommerbyen
Efter næsten tre måneder uden regn og med rekordhøje temperaturer i juni, er juli nu startet med regn og blæst.
Status på vandafledningsprojektet
Vandafledningsprojektet, der skal lede vand ud i Storebælt, er endnu ikke helt færdigt. Et uheld i forbindelse med at skyde det afsluttende rør under Hindsholmvej har forsinket arbejdet. Entreprenøren beklager forsinkelsen.
Vi håber på snarlig afslutning, så materialer og maskiner kan fjernes fra de indre veje.
Større regnskyl vil vise, om vi fremover undgår oversvømmelser. Der er allerede igangsat justeringer, da den nye vejbelægning har skabt nye vandveje.
Vigtigt: De løse perlesten i siderne af de nyanlagte veje hjælper med at dræne overskudsvand væk fra veje og grunde – de må ikke overdækkes.
Veje og fart
Vejene med norsk stabilgrus ligger stabilt, men desværre frister de enkelte bilister til at øge hastigheden.
- Der er nu opsat 20 bump på indfaldsvejene, som virker fartdæmpende.
- Nogle beboere ønsker flere bump – især nær Hyrdevej.
- Andre ønsker ingen bump, da de kan være ubehagelige at køre over og potentielt farlige for cyklister.
Husk: Det er private grusveje med en hastighedsgrænse på 15 km/t. Høj fart giver store støvgener i tørre perioder. Hvis du kan se en støvsky bag bilen, kører du for stærkt.
De mindre sideveje er blevet lappet og udjævnet med perlesten.
Træer, hække og buske
Husk at drøfte højder og beskæring med jeres naboer, så vi undgår gener og sikrer gode forhold for alle.
Økonomi
Alle har betalt grundleje m.m. – tak for det. Budgettet er let overskredet på grund af:
- Udgifter til nye veje
- Vandafledningsprojektet
Ny, uændret opkrævning af boligafgift blev udsendt i slutningen af juni.
Forskønnelse og fremtidsplaner
Bestyrelsen arbejder videre med idéer til forskønnelse af Sommerbyen. Send gerne forslag og input inden udgangen af august.
Målet er, at både de knap 100 fastboende og alle, der bruger husene i weekender og ferier, skal have gode oplevelser og hyggelige ophold året rundt.
Sommerhilsen
Niels Magnussen, Marlene Gemmer, Mette Juul, Emma Kjær og Kai Holm


