En jul i Sommerbyen
Julen i år blev smuk i vores dejlige sommerhusområde, hvor mange havde gjort en ekstra indsats med fantasifulde julebelysninger. Flere havde håbet på sne og solskin, men vejret bød i stedet på regn og stigende grundvand – et tilbagevendende punkt på bestyrelsens dagsorden.
Grundvand og dræn – status og løsninger
Flere grunde på Bellisvej har i længere tid været plaget af fugt på grund af vand, der løber ud fra skrænten mod Hyrdevej. Problemet er vokset gennem årene, og nu oplever flere grunde på Solsikkevej også fugtproblemer.
Bestyrelsen har haft flere møder med både Kerteminde Kommune og Kerteminde Forsyning.
- Kommunen vurderer ikke, at de kan holdes ansvarlige for ”herreløst” grundvand.
- Kerteminde Forsyning kan ikke tilbyde tilslutning til regnvandsledningen i Hindsholmvej uden betaling af tilslutningsbidrag for alle 374 enheder – hvilket ikke er realistisk.
Derfor har bestyrelsen indhentet forslag fra vores kloakmester. Løsningen indebærer:
- Nedgravning af dræn i vejsiden på Bellisvej langs skrænten mod Hyrdevej
- Videreføring af drænet på Bellisvejs vestside mod Konvalvej
- Etablering af en lukket ledning under Konvalvej til krydset Konvalvej/Solsikkevej
- Placering af en pumpebrønd, der leder vandet til faskinen og pumpen på Gyvelvej
- Et ekstra dræn på Solsikkevej fra indkørslen ved Hyrdevej
Forhåbningen er, at dette både løser de mangeårige problemer på Bellisvej og de nyere problemer på Solsikkevej.
Udgift (ekskl. eltilslutning): 200.000 kr. Arbejdet forventes påbegyndt i februar – når vejret forhåbentlig er mere tørt.
Kældre, omfangsdræn og faskiner
Flere vælger at bygge sommerhus med kælder. For at holde kælderen tør etableres omfangsdræn med pumpe, og vandet skal – ligesom tagvand – håndteres på egen grund via faskiner.
Dette giver udfordringer:
- Mange grunde er små
- Undergrunden er ikke optimal til nedsivning
- Faskiner kan blive utilstrækkelige
- Nabogrunde kan blive generet af overløb
Kommunen behandler byggetilladelser, og vi har gjort dem opmærksomme på problematikken. Overvej nøje, om vandet kan håndteres på egen grund, hvis du planlægger byggeri med kælder.
Økonomi
Foreningen har fortsat en sund økonomi uden restancer. I forhold til budgettet har vi et likviditetsoverskud på ca. 200.000 kr., primært fordi planlagt vejrenovering med perlesten ikke blev gennemført i 2024.
Renterne er faldende:
- Kreditforeningslånet faldt pr. 1. januar med ca. 1,3%
- Kassekreditten er nedsat med 1%
Til gengæld må vi forvente betydelige stigninger i ejendomsskatten. Den foreløbige vurdering for 2023 er over 430 mio. kr., og selv med stigningsbegrænsning vil skatten stige med ca. 200.000 kr.
Registrering af afløbsforhold
Sommerbyen har oplevet overløb fra kloakkerne, hvilket har medført, at kloak- og regnvand er steget op i huse og oversvømmet grunde. Kerteminde Forsyning har gjort det klart, at årsagen bl.a. er ulovlig afledning af tag- og overfladevand til spildevandskloakken.
På generalforsamlingen i foråret 2024 blev alle andelshavere bedt om at dokumentere, at overflade- og tagvand ledes til faskine på egen grund.
Status pr. 1.1.2025:
- 209 andelshavere har indsendt dokumentation – flot!
- Vi mangler stadig resten. Hjælp gerne ved at minde naboer og genboer om det.
Hvis Kerteminde Forsyning skal ud og undersøge de resterende husstande, bliver det både dyrt og langsommeligt – og udgiften pålægges de pågældende husstande.
Veje
- Veje med norsk stabilgrus ligger generelt pænt
- Grusveje har lidt flere huller
- Kort før jul blev alle huller lappet, men nye opstår pga. store vandmængder
- Opfordring: Lap gerne huller ud for egen grund – stabilgrus findes både i skoven og for enden af Ærenprisvej
- To ødelagte bump på Solsikkevej/Syrenvej er udskiftet (pris: 15.000 kr.)
Endnu en opfordring: Kør hensynsfuldt – især på indfaldsvejene. Fortæl det også til jeres gæster.
Forskønnelse
Bestyrelsen har forskønnet området omkring det store dæksel ved Gyvelvej med muldjord, sand, sten og marehalm. Vi har fået mange positive tilbagemeldinger.
Vi overvejer lignende projekter andre steder i Sommerbyen – kom gerne med idéer.
Generalforsamling 2025
Søndag den 27. april 2025 kl. 10:00 Kerteminde Byskole
Forslag, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsesformanden i hænde senest 1. marts 2025.
Afslutning
Vi går ind i det nye år med:
- Et velfungerende dræn
- Veje, der generelt ligger pænt
- Få problemer med interne højder på træer og buske
Sommerbyen er fortsat et velfungerende fristed for fritidsbrugere og et hyggeligt område for de knap 100 fastboende.
Følg referater på hjemmesiden og brug gerne Sommerbyens Facebookside til interne opslag.
Godt nytår!
Niels Magnussen, Marlene Gemmer, Mette Juul, Emma Kjær og Kai Holm


