Ordensregler

Det er hver enkel andelshavers pligt at sikre, at beplantningen på egen grund ikke vokser ud over skel, rabatter, veje, stier o. lign. til gene for trafikken, naboer og gående. Og ikke er til gene for foreningens opsatte vejskilte.

Der henstilles til, at man ikke beplanter egen grund med invasive arter af planter, såsom hyben mm.

Andelshaverne er pligtige at efterleve reglerne i foreningens vedtægter om vedligeholdelse af foreningens fælles vandafledningssystem og renholdelse af områder omkring vejbrønde og vejskilte, der er placeret på deres parcel eller tilhørende vejrabat.

Der gøres særligt opmærksom på den enkelte andelshavers pligt til at sikre, at rødder fra beplantning på egen grund ikke ødelægger foreningens fællesveje eller vandafledningssystem.

I øvrigt bør samtlige medlemmer af foreningen – eller hvem brugen af ejendommen er overladt til – ved deres adfærd under ophold indenfor grundejerforeningens område, medvirke til orden og rolige forhold.

Parkering

Motorkøretøjer må ikke parkeres, således, at de er til gene for anden færdsel.
Det henstilles i øvrigt, at langtidsparkering på vejrabatter undgås

Hastighedsbegrænsninger mm.

Det henstilles til samtlige andelshaver og besøgende mm. at overholde fartbegrænsningen i hele området, så alt færdsel afvikles i et roligt tempo, af hensyn til børn, gående og støv fra vejene.

Håndværkere og øvrige biler med trailere skal selvfølgelig køre langsomt og hensynsfuldt.

Det er ikke tilladt at placere sten, figurer m.v. på fællesarealet ud for egen grund, samt inddrage fællesarealet til egen grund, ved indhegning.
Vi anmoder derfor alle andelshaver om at holde rabatter og veje farbare, således at udrykningskøretøjer, renovationsvogne og gående m.v. kan passere uhindret.

Hunde

På andelsforeningens område, veje og stier skal hunde føres i snor. Hundeekskrementer efterlades ikke i området.

Heste og Ridning

Ridning på veje og stier på sommerbyens område er ikke tilladt.

Sommerbyen og området i sin helhed

Renovationsspande placeres inde på egen grund, og der henstilles til, at man ikke
placerer beholderen med mad/restaffald lige i solen.

Der efterlades ikke papir, cigaretskod, dåser, flasker eller andet affald i området, alt opsamles og bringes til den nærmeste affaldsbeholder eller tages med hjem, og smides i egen affaldsbeholder.

Beplantning på egen grund og beskæring langs sommerhusveje

Faste og levende hegn må ikke overstige 1,8 meter, træhøjden må ikke overstige 5 meter (se også bestemmelserne i lokalplanens § 8, og bemærkninger hertil).