Erindringer omkring Bellisvej 7 i Sommerbyen.
I 1949 besluttede Anna & Christian Sørensen, min mormor og morfar samt
Aksel & Inger Nielsen, min mor og far at investere i at bygge et sommerhus
her i Sommerbyen.
Årene efter krigen havde man ikke mulighed for at få nye byggematerialer,
så mange af materialerne blev fremskaffet på forskellig vis.
Da huset stod færdig, bestod det af en stue, køkken og køjerum samt et
redskabsrum på ca 18 m2.
Toilettet var i gården, som bestod af et sæde med en spand, som blev tømt
en gang om ugen.
Vand skulle hentes ved vandposten oppe på hjørnet af Konvalvej og Bynkevej.
Elektricitet fandtes ikke – Der var petroleumslamper – Fødevarerne blev opbevaret i et isskab.
Op igennem halvtresserene blev der lagt kloak , vand og el ind i sommerhusene.
Mindre ombygninger blev foretaget – Redskabsrummet blev lavet om til køjerum – verandaen blev lukket og fungerede som havestue.
Igennem årtier var det et sommerhus, som hver eneste weekend var familiens frirum, hvor der boede 4 voksne og 2 børn (Mormor & morfar, mor og far, min søster og jeg).
Efter ombygningen sidst i halvtresserne står huset faktisk uændret frem til foråret 2010, hvor jeg overtager det og beslutter at bygge et Liljehus på grunden.
Dennis Beese