Emmy skriver til Bodil og Dennis Beese, Bellisvej 7 i oktober 2011:

Det søde billede satte rigtig gang i nostalgien for mit vedkommende.

Jeg kom til at tænke på, hvor trygt og rolig periode 50´erne egentlig var at vokse op i, synes du ikke?

Vi blev jo passet godt, blev snakket med, fik god mad og rent tøj, men vi LEGEDE også virkeligt meget – fra morgen til mørket faldt på – tempoet i Sommerbyen var godt for et barn at være i.

Babyalarmen var (gudskelov) ikke opfundet, så mødrene kiggede ud til barnevognene, når de små var stillet ud til middagssøvn.

Vi lidt større børn måtte selv bestemme, om vi ville lege på Bellisvej, i haverne, ved stranden eller på Højskolevejen, hvor vi lavede huler under de store træer eller gik på opdagelse i de nedlagte kolonihaver bag højskolen. Eller samlede skaller og malede dem og lavede “kunstværker” af dem!

“Bedstefars” lille hus på stranden var for mig en evig kilde til undren og nysgerrighed, ligesom det var spændende at gå et smut på campingpladsen.

Når de store svensk-amerikanske skibe, Gribsholm og Kungsholm lå ud for Kerteminde, gik vore fædre med  kikkerter op på tagene og studerede fænomenet. Senere på dagen var vi inde ved havnen, hvor vi fulgte med i chaluppernes pendulfart. De blev modtaget af  fx. Danehofgarden, og exentriske damer med kameraer og i regnfrakker og lilla Dame Edna briller i guldkæder trådte forsigtigt i land med deres tynde ben i galoscher – snakkende et sprog, vi kun kendte fra en enkelt film i biografen.

Sommeren var først rigtig slut, når der var sat bundgarnspæle op i vandet langs stranden.